Denne gang skal det handle om Dark Horses tegneserie: Chewbacca. Men inden vi tager hul på denne fortælling skal vi starte et helt andet sted, nemlig med en roman ved navn Vector Prime. Bogen er skrevet af den amerikanske forfatter Ron A. Salvatore og er den første bog i serien Jedi Order, som blev udgivet af forlaget Del Rey i oktober 1999.
Handlingen i bogen er tidsmæssigt fastsat til 25 år efter Slaget om Yavin (ødelæggelsen af den første Dødsstjerne). I bogen Vector Prime lider Chewbaccas en heltemodige død der er skildret så medrivende, at selv de mest kyniske fans må fælde en tåre over denne store helts bortgang. Det var ikke alle der dengang ville acceptere Chewies død som en del af Star Wars universet med den begrundelse, at den ikke udsprang fra George Lucas, men beslutningen er blevet dengang godkendt af ”Skaberen” selv.
Chewbacca nr. 1-4 udgivet af Dark Horse. Samt den samlede udgave (TPB). |
Historien er opbygget af små noveller, hvor R2-D2 og C-3PO rejser rundt i galaksen for at interviewe nøglepersoner/væsener, der alle har haft en påvirkning på Chewbaccas liv. I det første blad er det Chewbaccas familie, der fortæller historien. Den første novelle fortælles af Mallatobuck, Chewies kone, det er en sød og morsom historie om deres forelskelse.
Den næste novelle fortælles af ingen ringere end Chewbaccas fader Attichitcuk. Faderen fortæller om krigeren Chewbacca og om Wookiernes værdifulde æresbegreber. Af de andre mere interessante noveller kan nævnes historierne om, hvordan Chewbacca blev taget til fange og solgt som slave og senere befriet af Han Solo, der deserterede som officer fra Imperiets flåde. Den sidstnævnte novelle er interessant, da det er første gang, at nogen har turdet illustrere og beskæftige sig med Solos befrielse af Chewbacca.
En anden meget interessant novelle er interviewet med prinsesse Leia. Den handler i bund og grund ikke om Chewbacca men om Leia på randen af et nervesammenbrud.
Men den nok mest interessante novelle er, hvor Luke beskriver Chewbaccas død. Her får vi illustreret Chewbaccas sidste minutter fra bogen Vector Prime. Historien slutter med et flot rørende billede fra cockpittet på Falken af Han Solo, der er opløst i tårer.
Forlaget Dynamic Forces alternative forside i forskellige signeret udgaver. |
Forfatteren Darko Macan er kroat og er bosat i Kroatien hvorfra han skriver sine tegneseriehistorier. Macan var forfatteren på Star Wars: X-Wing Rogue Squadron, The Phantome Affair, Star Wars: Jedi vs. Sith, og Star Wars: Vader's Quest. Han og tegneren på denne historie, landsmanden Edvin Biukovic, gik med tankerne om at lave en minihistorie om Chewbacca, men da Biukovic pludselig døde i en alder af tredive år, fik disse planer en brat ende. Biukovic, der tidligere er set i Star Wars tegneserieuniverset, har bl.a. illustreret Zahn´s The Last Command. Men han er nok mest kendt udenfor Star Wars universet for sine berømte Grendel Tales. Forfatteren og tegneren var dog nået så langt i processen, at de havde forelagt ideen for forlaget Dark Horse. Forlaget syntes om ideen, men mente ikke, at tiden var den rette til en Chewbacca historie. Da Chewbacca blev slået ihjel i bogen Vector Prime, fik ideen ny næring, og Macan fik tilbud om at forfatte historien. Som en hyldest til Biukovic, har Macan valgt at begynde og slutte Chewbacca antologien med en dedikering til den store tegner.
Den samlede tradepaperback udgave af Chewbacca udkom i januar 2001 også fra forlaget Dark Horse. I denne samlede udgave skrev skuespilleren Peter Mayhew forordet om betydningen af Chewbacca i Star Wars universet og om hvad han har betydet for Mayhews liv.
Forlaget Dynamic Force udgav en alternativ forside af Dan Jurgens til nr. 1 af Chewbacca i et oplag på 2500 eks. Denne kaldes en Gold Foil Edition på grund af dens guldtryk på logoet. Denne udgave blev også udgivet i en signeret oplag på yderlig 2500 eks der blev signeret af tegneren Brent Anderson. Dynamic Force udgav også en Star Wars: Chewbacca #1 Delux Signed Edition Signeret af Peter Mayhew i et oplag på 2500.
Min personligt signeret udgave af den samlede Chewbacca. |
I 2008 gæstede Sean Phillips Copenhagen Comics festivallen og her fik jeg ham til at signerer og til at lave en tegning i min samlede tradepaperback. Og to år senere i 2010 da Dave Gibbons gæstede samme festival fik jeg også ham til at signerer samme udgave. Han ønskede desværre ikke at lave en lille personlig tegning i den.
Sammenfattende er Chewbacca antologien utrolig flot og stemningsfuld, den er velskrevet og fortalt på en meget anderledes måde. Balancegangen mellem det tragiske, det komiske og det spændende er så vel afbalanceret, at det ikke bliver en omgang kynisk sentimentalt pladder. Det er en sjældenhed at se en så helstøbt tegneserieantologi, når der er så mange kunstnere involveret. Oftest ser man, at hver kunstner forsøger at fremhæve sig selv i den overordnede stil, dette medfører et rodet og usammenhængende resultat. Resultatet er så godt, at man ikke bemærker et skift i tegnestilen i nogle af de enkelte noveller. Man opdager først senere, at der er tale om to forskellige tegnere, når man læser kunstnerlisten.
Dette var en smuk tegneseriehyldest til det omvandrende tæppe… Lige indtil forlaget Marvel overtog Star Wars franchiset og annullerede hele Dark Horse og Lucasfilms storyline og genoplivede Chewbacca i Star Wars: The Force Awakens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar